En legende blev født
For mere end 30 år siden, i 1986, fik en meget ung mand sin debut på styrkeløftpodiet ved de Åbne Thymesterskaber, i det der dengang hed to-kamp for ungdomsløftere. Den unge mand klarede 110 kg i squat og 110 i kg i bænkpres, og kursen var dermed sat for én af dansk styrkeløfts længste - og endnu ikke afsluttede - epoker. Med andre ord: En legende blev født.
Dan Kristensen som, qua sin forkærlighed for lastbiler af mærket M.A.N, lyder det mundrette kælenavn Dan "The M.A.N." har igennem mere end tre årtier etableret sig som en af de absolut mest vindende danske styrkeløftere nogensinde, og han har vundet et utal af danske mesterskaber som både junior, senior og nu masters, og er i skrivende stund regerende dansk mester i bænkpres i både senior og masters 1 kategoriernes 74 kg klasse. Han blev også den første og eneste danske løfter som løftede 300 kg i dødløft i vægtklassen 82,5 kg, hvilket hans svulmende overarm bærer tydelig vidnesbyrd om i form at en tatovering. En rekord som kommer til, at stå for evigt, da vægtklasserne efterfølgende er lavet om, og de tidligere rekorder derfor er "frosset i historien".
Der kunne skrives en bog, ja endda flere bøger, om "The M.A.N.s" liv som styrkeløfter, fra flotte præstationer, medaljer og titler på podiet, til spændende rejser med landsholdet, hvor halsbrækkende bilture i norske bjerge, gruopvækkende sejladser på stormfyldte oceaner (for en ikke særlig søstærk Thybo) og uopvarmede vinter hoteller bag det gamle jerntæppe, samt selvfølgelig også et besøg hos Nelson Mandela i Sydafrika (selvom han ikke var hjemme den dag), blot vil fylde et par kapitler.
Torsdag den 13. juni runder denne stadig særdeles aktive styrkeløfter det skarpe hjørne og fylder 50 år. Samtidig er han dermed master 2 (50-59) år, og konkurrerer derfor i sin femte alders kategori siden debuten i ungdoms klassen. Og mon ikke der i de kommende år venter en DM titel eller to på "The M.A.N" der som en uforgængelig dieselmotor ubønhørlig fortsætter derudaf. For selvom de ufattelig mange kg han gennem årene har løftet, har slidt på chassiet, så er der intet der tyder på at "The M.A.N" er klar til skrotning.
Og mon ikke dagen fejres med familien derhjemme i Snedsted, byen som for "The M.A.N." er stedet, hvor det hele begyndte, og hvis man kender ham ret, også bliver byen hvor det hele slutter engang om 40-50 år.
Vi ønsker tillykke fra klubben og siger tak for de mange oplevelser vi har delt, og for din frivillige indsats for klubben og dine klubkammerater.
PS! Vi ved, at du ville foretrække et billede hvor du viser sixpack og strandform. Men dem har vi så mange af, at vi ikke kan vælge ét fremfor de andre :-)