Styrkeløfteren Matti Christensen fra Thisted VF sluttede i dag sæsonen 2019 af med et brag af en præstation ved europamesterskaberne i Kaunas, Litauen.
I sit første år som senior har thyboen allerede sat en tyk streg under den internationale klasse, og den status som en af verdens bedste styrkeløftere, som har kendetegnet hans karriere som junior.
I Kaunas var han på forhånd en af medaljefavoritterne i de to discipliner squat og bænkpres, mens dødløft er den akilleshæl som ofte koster en medalje i trekampen.
Og at Christensen agtede at leve op til værdigheden som medaljefavorit, viste ham allerede fra start, i den første disciplin, squat som skulle vise sig som en af de hidtil mest spændende konkurrencer ved mesterskaberne.
Europarekorden i squat i -74 kg klassen, lød indtil dag på 257,5 kg. Og da atleterne kom frem til de sidste 3. forsøg i disciplinen klarede hviderusseren Alexander Hrynjevitch først 255 kg og bragte sig i spidsen af konkurrencen. Herefter gik gik russeren Andrey Kozenko ind på ny europarekord med 258 kg, og klarede den, og overtog samtidig førstepladsen. Det blev formentligt et af de kortest varende rekorder i styrkeløft, for minuttet efter gik Matti Christensen som sidste løfter ind på 258,5 kg, som ham klarede og dermed erobrede europarekorden og guldmedaljen i disciplinen.
Herefter gik atleterne til bænkpres, Mattis absolutte favorit-disciplin, hvor alt andet end en medalje ville være skuffende. Og thyboen svigtede ikke. I direkte kamp mod
Frankrigs Bastien Poyet som sidste år snuppede junior verdensrekorden fra netop Matti, satte Christensen streg under klassen, da han klarede 192,5 kg, hvilket tvang franskmanden på 195 kg. Et forsøg som han var chanceløs på. Dermed sikrede Matti sig dagens anden guldmedalje af to mulige, og førte inden sidste disciplin med hele 23 kg ned til svenskeren Erikson.
Men den sidste disciplin,dødløft, er Thyboens akilleshæl. Han har grundet korte fingre problemer med grebet, hvilket igen kostede placeringer. 220 kg i første forsøg var lette. 230 kg i både andet og tredje forsøg var om muligt endnu lettere. Men i begge tilfælde gled stangen ud af hænderne inden dommeren gav signal til at sætte den tilbage på podiet. Det betød at Matti var langt fra medaljerne i dødløft og samtidig gled ned på en samlet 6 plads med en total på 671 kg. Svenskeren Eriksen vandt dødløften med 290 kg og dermed også totalt i trekampen.
Det er dog svært at være skuffet når man lige har vundet to EM guldmedaljer og sat ny europarekord i squat. Så det er en særdeles glad og tilfreds Matti Christensen der i weekenden vender hjem fra Litauen i bevidstheden om, at han allerede i sit første år som senior, er en af verdens bedste i sin vægtklasse.