Den 14. juni 2018, sov vores gamle ven og klubkammerat, Leif Christensen, stille ind efter lang tids sygdom, omgivet af sine kære.
Leif var i næsten 30 år en skattet, værdsat og markant skikkelse i Thisted Vægttrænings Forening/Studie 7, lige fra den dag han af sin søn Bo, modstræbende da der jo ikke var meget tennis over det som sønnen dyrkede, blev lokket med ned i klubben på Munkevej.
Men her gik der dog ikke lang tid før Leif var grebet af både styrketræningen og fællesskabet i foreningen. Da Leif af natur var en både myndig og ansvarsbevidst person, varede det da heller ikke længe før han blev indlemmet i staben af frivillige trænere og instruktører, og i årene fremover betjente foreningens medlemmer som en venlig, kvalificeret og myndig vagthavende.
Leif var en mand som vidste meget om mangt og meget, og han havde både sine meningers mod, og en viljefast stædighed som flere ungersvende i klubben gennem årene løb panden imod, når de troede at de kunne løbe om hjørner med "den gamle" som de dog nærede stor respekt for, om ikke for andet, så for Leif fysik og store stærke overarme. Og det er jo ikke en hemmelighed for gamle medlemmer af klubben, at Leifs absolutte foretrukne øvelser i klubben var armtræning. Biceps og triceps kunne han træne hver dag, mens der sjældent lige var tid til cardioøvelser som absolut ikke stod øverst på Leifs "to do liste"
I mange år var Leif også ankermand på klubbens "spotterhold". D.v.s det hold som til styrkeløft konkurrencer sætter vægte på stangen og agerer sikkerhed for løfterne under udførelsen af deres løft. Mangen en løfter har gennem årene kunnet takke Leif for, at han greb dem når de kiksede deres løft. Ikke kun i Danmark hvor Leif har ageret spotter til et utal af stævner, men også til internationale mesterskaber som NM, EM og VM har Leif ageret sidste skanse for atleterne.
De sidste år var en kamp for Leif efter, at han - næsten symbolsk, under en vagt i klubben, blev ramt af en blodprop i hjernen. De prøvelser han herefter gennemgik var barske for Leif og svære for de nærmeste og hans venner at bevidne. Men Leif klagede sig aldrig. Han bar i sandhed med værdighed og stoisk ro, den byrde som skæbnen havde tildelt ham. En skæbne med lidelser som de færreste ville kunne forestille sig eller magte. Så selvom vi alle vil savne Leif iblandt os, og mindes de mange sjove og gode stunder vi har delt, vil vi også, midt i sorgen over tabet af en ven og kammerat, tillade os, at glæde os over at Leif endelig har fået fred, og at vores gamle ven og kammerat er rejst videre til et sted hvor smerten og lidelsen ikke findes.
God rejse Leif. Du vil ikke blive glemt.
NB! Bisættelsen foregår fredag d. 22. juni kl. 13.00 fra Vestre Kapel i Thisted.