Lørdag d. 8/9 gæstede Boris Sheiko, professor i styrketræning ved Moskvas universitet, Thisted for, at afholde seminar i Thisted Vægttrænings Forening / Studie 7 på Munkevej.  Boris Sheiko har i styrkeidrætsgrene som, styrkeløft, vægtløfting og crossfit,  gennem årtier opbygget et renomme som nærmer sig kultstatus, og hans seminarer er eftertragtet verden over. Derfor anser Thisted Vægttrænings Forenings det også som et scoop at det er lykkedes at få hentet ham til Thisted.  Seminaret, som kun havde plads til 25 deltagere, var blevet en realitet med støtte fra eliteidrætsrådet i Thisted Kommune, og af samme årsag var de øvrige 6 eliteidrætsforeninger i kommunen, inviteret til at deltage, da netop funktionel styrketræning er et væsentligt element i alle eliteidrætsudøveres opbyggende træning. Det var dog kun Thisted Svømmeklubs cheftræner, Søren Rasmussen som takkede ja til tilbuddet, og selvom der på papiret er langt fra svømmehallen til styrketræningscenteret benyttede svømmerne cheftræneren sig af muligheden for at udveksle erfaringer med den russiske professor, om bl.a. periodisering af træningen m.m.

Seminaret bestod af et teoretisk- og et praktisk afsnit. I den teoretiske den fortalte Boris Sheiko bl.a. om opbygning og periodisering af træningsprogrammer på forskellige niveauer, divergerende teknikker i de forskellige discipliner og meget meget mere. Der var løbende mulighed for at stille spørgsmål, og spørgelysten var så stor, at Boris Sheiko erklærede, at af de mere end 40 seminarer han har afholdt i år rundt omkring i verden, havde han ikke oplevet et eneste seminar hvor spørgelysten var så stor og spørgsmålene så vidt forgrenede.

I den praktiske del var der lagt vægt på de 3 styrkeløftøvelser, squat, bænkpres og dødløft, da der, ud over svømmernes cheftræner, kun var styrkeløftere tilstede, og der derfor ikke var behov for eksempelvis boldrelaterede styrkeøvelser. Her fik alle bedømt og om nødvendig korrigeret deres teknik, ligesom de fleste fik et par ”små guldkorn” med på vejen,  som kan betyde meget for den enkeltes udvikling og træning.

Seminaret var berammet til at vare 6 timer. Men grundet deltagernes spørgelyst og engagement blev klokken næsten 18 før seminaret efter 7 timer var slut, og deltagerne, mætte af informationer og gode råd kunne tage hjem for, at fordøje de mange indtryk.