INVITATION:

Alle nuværende og tidligere medlemmer, samt enhver anden som måtte have lyst til at kigge forbi er hermed, søndag d. 3. december, inviteret til kaffe og rundstykker kl. 9-11 og "jubilæumskage" HELE dagen (kl. 9-17).Der er selvfølgelig åben for træning hele dagen for de som hellere vil forbrænde end indtage kalorier 😉Jubilæumstilbud til nye medlemmer: Indmeldelse i klubben for resten af 2023 kun 40 kroner - én krone pr. år klubben har eksisteret. Gælder kun på dagen d. 3/12-2023

HVORFOR?:

Danmarks store polarforsker Knud Rasmussen sagde engang: "Eventyret venter den, som forstår at gribe det".
Og den 3. december 2023 for nøjagtigt 40 år siden, var der en gruppe af thyboer der satte sig for, at gribe og skrive første kapitel i eventyret om den forunderlige jernhule på Munkevej 7, da døren til Studie 7-Thisted Vægttrænings Forening åbnede sig for første gang og inviterede Thyboerne indenfor i en, for de lokale dengang ny og anderledes verden som de fleste kun havde læst og hørt perifært om.
I de efterfølgende årtier har tusinder af thyboer i flere generationer passeret igennem klubben. - pr. d.d. tæt ved 20.000 - mens andre tilsvarende træningscentre, foreninger såvel som kommunale og kommercielle, opstod rundt omkring i kommunen, hvor stadig flere fik smag for denne nye form for træning og fysisk aktivitet, hvor alle uanset køn, alder og fysisk formåen kan deltage.
Foreningens vigtigste formål er- og har altid været - at skabe et rum for fysisk aktivitet, fællesskab og socialt samvær, hvor ALLE er velkomne og INGEN er "forkerte", så længe man accepterer og indordner sig under fællesskabets normer og regler og at ingen står over disse....
Og selvom foreningens fundament er støbt af jern fra en gammel smeltedigel er vægt- og styrketræning kun en del af foreningens mange aktiviteter.
For nok er det ikke Studie 7- TVF der kan bryste sig af, at have introduceret kartoflen for thyboerne, den ære tilfalder vist de franske huguenotter i 1700 tallet 😉 , men derimod har foreningen igennem årene introduceret kommunens borgere for styrkeløft, aerobic, spinning, aikido, karate, fægtning og mange andre spændende aktiviteter, hvoraf nogle er kommet for, at blive og andre aldrig rigtig fik fodfæste. Men hvo intet vove...... 🙂 Og klubben har bestemt hverken mistet pusten eller lysten til at prøve nye og spændende tiltag når lejligheden sig byder - også de tiltag som ikke lykkes 😉
Søndag d. 3. december er det derfor en 40 årig i fin form og ved godt mod der markerer den runde dag - ikke med pomp og pragt - men på go´ jysk facon og uden de store armbevægelser og skåltaler. Vi nøjes med kaffe, morgenbrød og kage - rigeligt med kage. Det er mere "os" 😉


23
feb 2024

Referat af generalforsamlingen 2024

Referat af generalforsamlingen 2024
17
dec 2023

Juleholdplan 2023

Juleholdplan 2023
17
dec 2023

Åbningstider Julen 2023